De sidste par dage havde der været observeret Thorshane på Hirtshals Øststrand. Så på vej hjem fra arbejde smuttede jeg lige forbi. På vej ud mod Kjul Å så jeg ingen Thorshane så jeg begyndte at køre mod Hirtshals igen. Da jeg næsten var der mødte jeg Hans Henrik Larsen. Han havde hørt at den var blevet observeret 2 gange tidligere i dag ude ved Kjul Å's udløb. Så jeg vendte omkring endnu en gang og kørte ud mod åen. Heller ikke denne gang fandt jeg den, så jeg begybdte igen at køre tilbage og samtidig se efter den blandt mågerne. Pludselig kunne jeg se Hans Henrik der stod og vinkede med arme og ben så jeg kørte hen til ham. Han havde fundet den og skudt et par hundrede billeder af den. Ny art foruden Thorshane er Lille Kobbersneppe der også befandt sig på stranden. Ellers er Snespurvene også ankommet. Så det der først så ud til at være en skuffet tur viste sig at ende godt.
Så blev det igen tid til en større opdatering af galleriet. Denne gang med hele 5 nye arter nemlig: Lomvie, Islandsk Ryle, Rødstrubet Lom (dokumentation), Dværgmåge og endelig Temmicksryle. Der er for tiden rigtig mange fugle ude langs kysterne, så det er bare lige med at finde tid, og godt fotovejr.
Så er der igen lavet en større opdatering fra sommerens fangst. Det er blevet til 4 nye arter som alle er vadefugle og alle fra Ulvedybet. Odinshane langt ude sammen med en flok måger. Krumnæbbet ryle, dværgryle og Kærløber alle set fra Perlen. En spøjs lille fætter sådan en Odinshane, suser omkring sig selv i sin jagt på føde. Kærløber mere neutral men skiller sig tydeligt ud fra Almindelig ryle med striberne på både hoved og ryg. Her på det sidste har der været rigtig mange fugle i Ulvedybet.
Efter at have kigget efter Husrødstjert flere steder fandt jeg endelig en. Og så endog en ynglefugl med rede helt op mod vejen, så man bare kan sidde ligeså stille og vente på at den kommer. Ny fugl fra i dag er også Nilgås i Lille Vildmose.
Efter flere gange at have set skyggen af denne lynhurtige og sky fugl, fandt jeg den endelig efter mange forgæves forsøg omkring Mastrup Bæk og søerne i Støvring. Desværre er den lidt langt væk, men da stadig nogle brugbare billeder. Fuglene flyver ud og ind af et hul i skrænten, så helt sikkert ynglefugle.