Inden besøg hos min mor, tog jeg et smut forbi Aså Havn hvor der i et par dage har været set havlit. Ganske rigtigt svømmede der en rundt inde i havnen. Fuglen er utrolig tillidsfuld og nem at have med at gøre. Desværre småregnede det, men alligevel er der kommet nogle brugbare billeder ud af det.
I et stykke tid har jeg observeret mange Røde Glenter omkring Hørby. Jeg har især set dem fra Hørby mod Hørbylund og fra Hørby mod Understed. Flere gange har jeg st op til 11 sidde isamme træ, og i dag så jeg 5 i et træ, 9 i et andet og 2 andre sidde i hvert sit træ. Alt i alt 16 stk på en gang og der kan sagtens have siddet nogle som jeg ikke har set. Glenterne ses kun samlet omkring solnedgang.
I dag stod jeg tidligt op og tog til St. Hjøllund Plantage hvor der i længere tid har været observeret Nøddekrige. Fuglene var ikke særlig samarbejdsvillige men heldigvis var der 2 der fløj over en vej allerede efter 5 minutter. Den ene af dem satte sig højt i et træ. desværre for mig i stærk modlys, men jeg nåede at tage 2 billeder inden den fortrak. Efter en times søgning så jeg en, kort i et par sekunder der fløj væk. Derefter så jeg ikke mere til dem i de 3 timer jeg var der.
Så blev det med Almindelig Kjove til fotoart nr. 250 med danske fugle. Det har ind til nu været meget spændende at fotografere fugle. Nogle får man nogle fantastiske gode billeder af og andre bliver ligesom Kuhls Skråbe bare til dokumentations billeder, men fuglearten er jo set og fotograferet, og så må man jo bare se om arterne kan findes igen så der kan tages bedre foto´s. Og lige det specielle motiv, at en fugl der gør noget uventet, er jo meget spændende. Antallet af nye arter er jo ikke så stigende mere, men der er trods alt nogle der kan findes endnu af ikke så sjældne arter. Så jeg ser frem mod de 300 nu, men der går nu nok en årrække.
I nogle dage har der nu været observeret Sort Stork i Skagen. I fredags efter arbejde var den meldt ud i Nedermose så jeg tog en tur forbi og var der nogle timer uden at se den. Om lørdagen blev den meldt ud igen. så Søndag formiddag lagde jeg turen forbi. Allerede efter en halv time så jeg den komme fra nord syd for Nedermose. Jeg fulgte den i 3 minutter ind til jeg ikke længere kunne se den for træerne i bunden af Nedermose. Så den gik tilsyneladende ned nogle kilometer syd for Nedermose. Jeg blev her efterfølgende i 3½ time i håb om at den kom igen. Men det gjorde den ikke mens jeg var der. Men en dejlig oplevelse. Storken er meldt ud af andre på dofbasen som en Juvenil.